Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, forsvarer landets omstridte atomprogram ved FN's klimatopmøde i København.
Han mener, at alle lande bør have ret til at udvikle vindkraft, solenergi og atomkraft i stedet for fossile brændsler som olie og gas.
Samtidig angriber han USA som ansvarlig for at føre krig i olierige regioner.
- Alle lande må have adgang til at sprede deres energikilder og kunne anvende ren og vedvarende energi som vind, solenergi, bølgekraft, geotermisk energi (jordvarme, red.) og atomkraft, siger han i sin tale i Bella Center.
Ahmadinejad påpeger, at USA har brugt 250 milliarder dollar (1295 milliarder kroner) på Afghanistan-krigen og fire gange så meget på krigen i Irak, Irans naboland.
Og han går yderligere til angreb på ærkefjenden:
USA har fem procent af verdens befolkning, men bruger en fjerdedel af verdens olie og energi, 18 procent af træ og 14 procent af vandressourcerne. Knap 40 procent af verdens biler kører i USA, hvis militærbudget næsten svarer til de fleste andre landes budgetter, siger han.
- Amerikanske ledere og deres venner understreger fortsat øget produktion af fossile brændsstoffer, mens de med tvang vil hindre udvikling af ny teknologi, som skal fremme vedvarende og ren energi, siger den iranske præsident.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned