Alt fra brintprojekt til marineattaché i sommerpakke

Erhvervsminister Simon Kollerup, kulturminister Joy Mogensen, social- og ældreminister Astrid Krag samt aftalepartierne holder doorstep om sommer- og erhvervspakken i København fredag den 4. juni 2021. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Sommerpakken indeholde målrettet eksportstøtte til alt fra brint til promovering af klimapartnerskaber.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en sommerpakke, der skal hjælpe erhvervslivet med effekterne af coronarestriktionerne. I pakken er der også støtte til en lang række projekter, der ikke umiddelbart har noget med corona at gøre, men som skal styrke eksporten.

Det er alt fra penge til en attaché ved FN's søfartsorganisation, IMO, støtte til patentansøgninger og etablering af et offentligt-privat partnerskab, "Moonshot for Denmark", der skal promovere regeringens klimapartnerskaber.

- Rigtig mange af vores eksportvirksomheder har været ramt af coronakrisen. Lever man af at sælge varer til et andet land, og det land er lukket ned, så er eksportmarkedet frosset.

- Der skal der nogle gange en føntørrer på, der kan fryse det op. Og derfor er det vigtigt, at en sommerpakke kan rumme en stor hjælp til vores eksport, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) og fortsætter:

- Jeg synes, kun det er godt, at vi husker vores eksportvirksomheder. Det er dem, der skal trække erhvervslivet ud af krisen.

I alt er eksportpakken på 305 millioner kroner frem til og med 2023. Pengene er givet til en myriade af mindre projekter.

De største poster er blandt andet 30 millioner kroner til deltagelse i IPCEI, strategisk vigtige projekter i EU, inden for brintteknologi. 20 millioner kroner til at fortsætte en pulje til "maritime test- og demonstrationsprojekter" og 13 millioner til at tiltrække konferencer til Danmark.

Pengene går også til meget små projekter som støtteordninger til for eksempel besætningsskift på skibe og "realisering af internationaliseringspotentialet i klynger med fokus på SMV'er (små og mellemstore virksomhed) ".

- Jeg har set verdens stærkeste samfundsmodel under coronakrisen, hvor politikere, erhvervsliv og lønmodtagere har arbejdet sammen, siger Simon Kollerup om, hvordan projekterne er endt i eksportpakken, og fortsætter:

- Derfor er det også så lykkeligt, at de initiativer stammer fra arbejdet med genstartsteams (erhvervssamarbejder under erhvervsministeriet red.), der er kommet med anbefalinger til, hvad eksportvirksomhederne har brug for.

- Så jeg er sikker på, at det er projekter, som mange virksomheder og deres organisationer bliver glade for.