Alvorligt nederlag for nærdemokratiet

?Nærdemokratiet kommer til at lide et alvorligt nederlag, når den vedtagne strukturreform træder i kraft, og det bliver samfundets svageste, der skal betale prisen for forligspartiernes politiske krumspring?. Sådan sagde Kristendemokraterne i forbindelse med den nye strukturreform.

Videre hed det: ?Der er tale om narrepolitik, når regeringen og Dansk Folkeparti vil have offentligheden til at tro, at nærdemokratiet bliver styrket med de mange nye opgaver til kommunerne. Alt i alt må forliget betragtes som udtryk for øget centralisering og tab af nærdemokrati, så det basker?.

Tiden har vist, at Kristendemokraterne havde ret. Kommunerne har mindre og mindre indflydelse på kommunalpolitikken og kommunalpolitikerne bliver i højere og højere grad administratorer. Helt grelt med at være administratorer er det for politikerne i regionerne ? og det ser ud til at blive værre endnu. Nu vil finansminister Lars Løkke Rasmussen øge centraliseringen yderligere.

Det hedder i en pressemeddelelse via Ritzau, at de kommunale opgaver skal kulegraves - og at væsentlige dele af sagsbehandlingen skal flyttes fra kommunerne og samles i et centralt center. Strukturreformen skal følges op med en ny reformbølge, som let vil kunne ændre betingelserne for det kommunale selvstyre.

Finansministeren forestiller sig, at områder som medicintilskud, folkepension, boligstøtte, barselsdagpenge samt friplads i vuggestuer og børnehaver kan overføres til en ny central enhed i kommunalt eller statsligt regi.

Tingene flyttes længere og længere væk fra borgerne. Kristendemokraterne ønsker, at staten blander sig mindre og ikke mere.Kristendemokraternes holdning er, at flest mulige beslutninger skal tages så tæt på borgeren som muligt. Det bliver sværere og sværere i Danmark.

Strukturreformen har brudt med mange års tradition for et folkestyre baseret på nærdemokrati - og med Løkke Rasmussens tanker skubbes nærdemokratiet endnu længere ud i periferien.

Kristendemokraterne ønsker at den kommunale selvbestemmelse genindføres og respekteres.



Bjarne Hartung Kirkegaard

Pilebroen 11, 3770 Allinge

Landsformand for Kristendemokraterne




Offentliggjort Sidst opdateret