Liberal Alliance forlod forhandlingerne om finansloven og smækkede med døren. Men hvis den åbner sig på klem igen, og regeringen får brug for Anders Samuelsens tre mandater, så er det liberale parti klar.
En borgerlig regering vælter ikke på en sag om bilskrotning, siger partiets politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.
- Hvis de står i en situation, hvor de kun har 89 mandater, så går de ud og finder nummer 90. Og vi er klar. Liberal Alliance støtter en borgerlig regering, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Det har dog en pris, hvis situationen opstår, understreger Simon Emil Ammitzbøll.
- Hvis vi skal ind og forhandle finanslov, så er vores krav de samme som i sidste uge. Så har vi nogle krav om udligningsskatten, iværksætterskatten og multimedieskatten, siger han.
Regeringen er under pres, fordi Venstres folketingsmedlem Marion Pedersen er parat til at stemme imod årets finanslov og dermed bringe regeringen i mindretal, hvis ikke et - for hende centralt forslag om en ny bilskrotningslov pilles ud. Forslaget betyder, at grænsen for, hvad det må koste at reparere en bil, inden den skal skrottes, sænkes fra 75 til 65 procent af bilens værdi. Og det vil føre til færre reparationer på landets autoværksteder, hvoraf Marion Pedersen og hendes mand ejer et.
Simon Emil Ammitzbøll mener, at sagen viser, at det var risikabelt for regeringen at basere næste års finanslov alene på kristendemokraten Per Ørum Jørgensen.
- Det her illustrerer fint, hvorfor det havde været klogere at indgå en aftale med os om finansloven. Så havde man ikke stået i en situation, hvor et enkelt mandat er afgørende, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde