Analytiker: Ny flyafgift rammer indenrigstrafik hårdest
Den nye passagerafgift vil få betydning for indenrigstrafikken i Danmark, vurderer luftfartsanalytiker.
Et politisk flertal har vedtaget en ny passagerafgift for flyrejsende, som gerne skulle styrke den grønne omstilling i luften.
Mens korte rejser bliver pålagt en afgift på 30 kroner og opefter, vil længere rejser blive mindst 250 kroner dyrere.
Og det vil uvægerligt betyde, at indenrigstrafikken bliver mindre, vurderer luftfartsanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.
- I forhold til det oprindelige udspil er en større del af afgiften flyttet fra indenrigs- til udenrigstrafikken. Men det ændrer ikke ved, at det bliver indenrigstrafikken, der bliver hårdest ramt af afgiften.
- Der findes nemlig masser af alternativer til at rejse indenrigs, og dem vil de rejsende i højere grad overveje at bruge, når afgiften gør det dyrere at flyve, lyder hans vurdering.
Den stemmer også overens med regeringens beregninger, som tager udgangspunkt i en nedgang i antallet af indenrigsrejser med fly på ni procent.
En anden konsekvens af afgiften bliver ifølge Jacob Pedersen, at SAS - der bruger København som transitlufthavn - formentlig rammes hårdere end konkurrenterne af de høje afgifter.
- Jeg skal selv til Atlanta næste år. Med de nye afgifter kan jeg flyve med SAS fra New York og videre derfra, og så bliver jeg pålagt 250 kroner i ekstra afgift. Hvis jeg i stedet rejser med Lufthansa til Frankfurt og videre derfra, så betaler jeg kun 40 kroner.
- På den måde forsøger man fra politisk side med den ene hånd at redde SAS ved at skyde ny kapital ind i selskabet, og med den anden hånd rammer man selskabets konkurrenceevne over for selskaber som Lufthansa og Air France/KLM, siger han.
De nye afgiftsregler træder efter planen først i kraft i 2025. Indtægterne skal ifølge aftalen både bruges på at støtte udviklingen af klimavenlig flybrændstof samt på en forhøjelse af ældrechecken.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker