Analytiker: Vanopslagh rakte ud til regeringen på velfærdsområde

Særligt på velfærdsområdet rakte politisk leder Alex Vanopslagh (LA) hånden ud til SVM-regeringen ved Liberal Alliances landsmøde lørdag i Tivoli Hotel & Congress Center i København. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

LA-leders tale ved landsmødet bar præg af, hvordan partiet skal forholde til SVM-regeringen, lyder analysen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politisk leder Alex Vanopslaghs (LA) tale ved lørdagens landsmøde havde ikke meget ros til overs for den nuværende SVM-regering.

Alligevel rakte LA-lederen ud til regeringen på et bestemt område.

Det er konstateringen fra politisk analytiker hos Jyllands-Posten Niels Thulesen Dahl.

- Han talte længe om de udfordringer, der er i velfærdssamfundet. Det var måske der, han rakte hånden længst ud mod regeringen, siger Niels Thulesen Dahl.

- Det virker til, at det er der, hvor Vanopslagh har de største forhåbninger til, at der kan opstå et samarbejde.

Liberal Alliance er inde i en god periode. Valgresultatet i november var det højeste i partiets historie, og medlemstallet har slået rekord.

Derfor bar Vanopslaghs tale langt hen ad vejen også præg af at være en jubeltale.

Den politiske leder ønskede også at vise, at Liberal Alliance er et parti, som er klar til at indgå kompromiser for at få indflydelse, mener Thulesen Dahl.

- Det var ikke en tale, hvor han gjorde sig umage for at gentage Liberal Alliances meget skarpe ideologiske synspunkter.

- Jeg lagde for eksempel mærke til, at topskat var et ord, der kun blev nævnt en gang i talen, selv om det emne har fyldt meget i partiets historie.

I flere af målingerne den seneste periode har Liberal Alliance været det største parti i blå blok.

Derfor har flere også kigget mod Alex Vanopslagh, når man skulle pege på en leder af den blå opposition til SVM-regeringen.

Vanopslagh benyttede også talen til at bejle til regeringspartierne Venstre og Moderaterne.

Han fortalte, at hvis de to partier vendte tilbage til blå blok, "ville de trygt komme ind i hans favn".

- Det var et sjovt sprogbillede. Bag det ligger der, at det altså var Alex Vanopslaghs favn.

- Derved går han et lille skridt op ad stigen på at tage noget ansvar for at få blå blok til at finde sammen igen, lyder analysen fra Niels Thulesen Dahl.

/ritzau/