Andel af kvinder i Folketinget sætter rekord
Statsminister Mette Frederiksen (S) og SF-formand Pia Olsen Dyhr har begge fået mange personlige stemmer ved folketingsvalget. Efter tirsdagens valg har andelen af kvinder, som er valgt til Folketinget, aldrig været højere. (Arkivfoto). Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Procentdelen af kvinder, som er valgt til Folketinget, er højere end nogensinde. Første gang over 40 procent.
79 af de nye folketingsmedlemmer er kvinder. Det svarer til 44,13 procent, og det er den største andel nogensinde ifølge Ritzaus optælling.
Den hidtidige højeste procentandel var ved valgene i 2011 og 2019. Ved begge de valg var 39,1 procent af de valgte til Folketinget kvinder. Det er dermed første gang, at over 40 procent af Folketingets medlemmer er kvinder.
Ifølge Ritzaus optælling kommer Folketinget til at bestå af 100 mænd og 79 kvinder.
Der er 179 medlemmer af Folketinget, hvis man tæller de fire mandater fra Færøerne og Grønland med.
Der blev for første gang valgt kvinder til Folketinget i 1918, hvor fire kvinder fik nok stemmer til at blive folketingsmedlemmer. Det var Karen Ankersted (K), Mathilde Malling Hauschultz (K), Helga Larsen (S) og Elna Munch (R).
Den kvinde, som har fået flest personlige stemmer ved folketingsvalget i år, er fungerende statsminister Mette Frederiksen (S). Hun er i øvrigt også den politiker, som har fået flest personlige stemmer ved valget.
Nogle af de andre kvinder, som har haft et godt valg, når man kigger på personlige stemmer, er Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, og SF-leder Pia Olsen Dyhr.
I alt 1014 kandidater stillede op til folketingsvalget, som blev afholdt tirsdag. Af dem var 389 kvinder.
Ritzaus optælling tager ikke højde for, om en fintælling kan flytte et mandat til en anden kandidat.
Den tager heller ikke højde for, om en kandidat identificerer sig med et andet køn end det, de blev tildelt ved fødslen.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker