Andre kan lytte når Danmark, Grønland og Færøerne taler sammen
Der eksisterer ingen sikre direkte kommunikationslinjer mellem regeringerne i rigsfællesskabet. Dermed er der risiko for, at fremmede magter kan lytte med, når beslutningstagerne i Grønland, Færøerne og Danmark taler fortroligt sammen. Det skriver Jyllands-Posten. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Udenrigsministeren bekræfter, at det er en alvorlig hindring, at der mangler sikre linjer i Rigsfællesskabet.
Der eksisterer ingen sikre direkte kommunikationslinjer mellem regeringerne i rigsfællesskabet. Dermed er der risiko for, at fremmede magter som Kina, Rusland og USA lytter med, når beslutningstagerne i Grønland, Færøerne og Danmark taler fortroligt sammen.
Det er ifølge Jyllands-Posten tirsdag tilfældet, til trods for at Arktis er blevet udpeget som en af de største sikkerhedspolitiske udfordringer for Danmark.
Manglen på sikre linjer, som alle danske ambassader ellers er udstyret med, overrasker politikere og eksperter. Udenrigsminister Jeppe Kofod bekræfter, at det er en alvorlig hindring for kommunikationen.
- Vi skal ikke være naive. Der er klare grænser for, hvad man kan drøfte over telefonen, siger Kofod til Jyllands-Posten.
Ministeren peger på, at de åbne linjer er en forhindring for regeringens planer om at inddrage Grønland og Færøerne mere i udenrigspolitikken.
Han oplyser, at regeringen arbejder på at "etablere en sikker kommunikationskanal".
- Det tager tid at etablere den nødvendige tekniske infrastruktur, siger Kofod og oplyser, at den først ventes at virke tidligst næste forår.
Spørgsmål: Når man ikke har en sikker kommunikationskanal kunne man så ikke frygte, at andre fremmede magter vil lytte med? Er det i så fald en bekymring, du har?
- Jo, det er også derfor, at det som sagt er allerhøjeste prioritet at få etableret sikre kommunikationskanaler, siger Kofod til Ritzau.
- Det er noget, jeg har prioriteret fra start af i mit hverv som udenrigsminister. I øvrigt er det også vigtigt at mødes ansigt til ansigt med mine kollegaer på Grønland og Færøerne.
- Det er vigtigt, at vi kan dele viden og drøfte fælles sager i fortrolighed - både når er sammen og med sikre kommunikationskanaler.
Seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier erklærer sig meget overrasket over manglen på sikker kommunikation, fordi "mange gerne vil lytte med".
Både i Nuuk og Tórshavn er embedsmænd og politikere nødt til at køre hen til det danske forsvar i Arktisk Kommando, når der skal kommunikeres med Danmark om hemmelige oplysninger.
Jon Rahbek-Clemmensen, lektor ved Forsvarsakademiet, fortæller, at det især i en periode med et stort fokus på Arktis er vigtigt med den interne kommunikation i Rigsfællesskabet.
- Det vil være vigtigt, at man har en fælles holdning til den udenrigspolitiske linje. Der er behov for, at man fra dansk side især har mulighed for at inddrage Grønland og Færøerne i de beslutninger, som man træffer.
- Man er nødt til at kunne forklare, hvorfor man træffer de beslutninger, man gør, siger han til Ritzau.
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole