Annette Vilhelmsen forsvarer blå finanslovaftale
Det er "brandærgerlig og uforståeligt", at Enhedslisten ikke ville lave en finanslovaftale med regeringen. Men så er det godt, at Venstre og De Konservative var "billigt til salg".
Det er reaktionen fra SF's formand, Annette Vilhelmsen, til den finanslovaftale, der blev forhandlet på plads tirsdag aften i Finansministeriet.
- Regeringen har her til aften indgået en finanslovaftale med Venstre og De Konservative, hvor de røde og grønne elementer vejer klart tungest.
- Det eneste markante blå aftryk er, at vi med aftalen fremrykker allerede aftalte skatte- og afgiftslettelser - der er altså ingen nye skatte- og afgiftslettelser, skriver Vilhelmsen i et længere indlæg på Facebook.
SF-formanden glæder sig især over en milliard ekstra om året til ældreplejen, en opprioritering af den grønne omstilling og "et markant beløb" til bekæmpelse af social dumping. Men det er ikke positivt det hele, erkender hun.
- Derudover ærgrer det mig selvfølgelig, at et par gode forslag ikke er kommet med - særligt at loftet over fradraget for fagforeningskontingenter ikke bliver hævet.
- Men langt, langt størstedelen af de penge til forbedringer, der var i spil i aftaleudkastet til Enhedslisten, er stadig med. Så konklusionen er, at Venstre og De Konservative har været billigt til salg, skriver Vilhelmsen.
Et øget fradrag for fagforeningskontingenter var en del af den aftale mellem regeringen og Enhedslisten, som i sidste ende blev skrottet til fordel for en blå aftale. Ansvaret ligger hos regeringens støtteparti, mener Annette Vilhelmsen.
- Det er brandærgerligt og uforståeligt, at Enhedslisten ikke ville lave en aftale, selvom der lå så mange gode ting på bordet.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi helst havde set en aftale med Enhedslisten, men enhver kan jo se, at regeringen strakte sig meget, meget langt for at imødekomme Enhedslisten - ikke mindst med en model, der i praksis vil sikre ældre to ugentlige bade for de ældre.
- Derfor forstår jeg simpelthen heller ikke, hvorfor de ikke ville indgå en aftale, slutter Vilhelmsen sit Facebook-indlæg.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned