Ansattes hjælp til Carl Holst er hovedtema i Region Syd
Regionsrådsformand vil nu finde ud af, om flere ansatte ulovligt har hjulpet Carl Holst under hans valgkamp.
Det vil mandag blive diskuteret på møder i Region Syddanmark, om politiet skal ind i sagen om regionale ansattes hjælp til Carl Holsts (V) valgkamp.
Søndag skriver Fyens Stiftstidende, at flere ansatte i regionen har hjulpet Carl Holst i forbindelse med det seneste folketingsvalg.
- Det, der er interessant nu, er at finde ud af, om der er foregået noget ulovligt. Og det er Statsforvaltningen og politiet, der i så fald tager stilling til det, siger Stephanie Lohse (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.
Den ulovlige hjælp til Carl Holst omfatter blandt andet en ansat, der selv betegner sig som taleskriver i råds- og direktionssekretariatet, skriver Fyens Stiftstidende.
Medarbejderen har ifølge avisen formuleret klart ulovlige taler til Carl Holst.
- Vi har fået lavet en advokatundersøgelse af sagen. Heri gør advokatvirksomheden Kromann Reumert opmærksom på nogle taler, som, de ikke mener, har regional relevans, siger Stephanie Lohse.
- De anbefaler faktisk, at vi på den baggrund oversender deres rapport til Statsforvaltningen og til politiet.
- Det skal vi drøfte i forretningsudvalget og i regionsrådet i morgen, og det vil da være en nærliggende konsekvens at drage af det, siger hun.
Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i flere hundrede mails, som Carls Holsts tidligere assistent Christian Ingemann Nielsen sendte i ugerne op til folketingsvalget.
Og her har det vist sig, at flere ansatte tilsyneladende var involveret i valgkampen.
De mange mails bekræfter ifølge avisen, at en række ansatte har kendt til Christian Ingemanns rolle, og at han i massiv grad har lavet kampagne for Holst.
Også Jyllands-Posten kan fortælle om kritisable forhold i regionen under Holsts ledelse.
Avisen skriver, at flere medarbejdere i regionen forsøgte at sige fra over for at skrive taler, men "den daværende regionsrådsformand fastholdt, at talen skulle udarbejdes", lyder det i advokatundersøgelsen.
Undersøgelsen konstaterer, at administrationen var "generelt bange for at sige fra over for den daværende regionsrådsformand, herunder i forhold til opgaver, der ikke umiddelbart blev anset som regionsopgaver".
Det betød, at Holst ofte fik sit krav trumfet i gennem. Når de i enkelte tilfælde trodsede "frygten for konsekvenserne ved at sige nej", blev den enkelte tale udarbejdet alligevel efter krav fra regionsformanden, skriver Jyllands-Posten.
En rapport fra Statsforvaltningen har allerede fastslået, at Carl Holst handlede ulovligt ved at bruge den regionsansatte Christian Ingemann som pressemand under sin valgkamp op til folketingsvalget.
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro