Arnfeldt: Jeg fik Thornings skattepapirer

Foto: Nils Meilvang/ Scanpix /Scanpix

Peter Arnfeldt, som var spindoktor for Troels Lund Poulsen (V), da denne var skatteminister, indrømmer, at han fik fortrolige skattepapirer i hænderne om Helle Thorning-Schmidt (S), inden hun blev statsminister.

Offentliggjort Sidst opdateret

Under vidneafhøringen onsdag blev Arnfeldt spurgt, om han fik udleveret den såkaldte agterskrivelse, som fortalte, hvilken afgørelse Skat agtede at træffe i Thorning-sagen.

- Får du udleveret agterskrivelsen, lød spørgsmålet.

- Ja, det gør jeg, siger Arnfeldt under afhøringen.

Senere makulerede han papiret om Thorning.

Arnfeldt forklarer, at han fik agterskrivelsen, fordi Skatteministeriet regnede med, at Thorning selv ville offentliggøre den i sin helhed. Det havde Thornings revisor nemlig antydet over for Ekstra Bladet.

Derfor ville ministeriet være forberedt, hvis der kom kritiske spørgsmål fra pressen til afgørelsen.

Men Arnfeldt siger, at han makulerede sin kopi af det omstridte papir dagen efter det møde, hvor han fik det udleveret, det vil sige den 17. september 2010.

Papiret var ellers et af Danmarks mest efterspurgte i de dage. Ud over Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard forsøgte også BT at få Arnfeldt til at udlevere det.

Kjærgaard hævder, at Arnfeldt var parat til at lade ham se dele af afgørelsen, men det afviser Arnfeldt blankt. Det skulle Arnfeldt have tilbudt Kjærgaard i telefonsamtaler mellem den 18. og den 21. september.

Men på det tidspunkt var papiret altså i stumper og stykker, ifølge Arnfeldt. Generelt mener han, at Kjærgaards forklaring over for kommissionen tirsdag var usand.

- Jeg kan ved gud grød ikke genkende hverken sproget eller indholdet i de såkaldte noter, han har gjort, siger Peter Arnfeldt under sin vidneforklaring i Skattesagskommissionen.

Ekstra Bladets journalist fremlagde tirsdag nogle papirer, som han kalder "udskrifter" af samtalerne, for Skattesagskommissionen. Selve optagelserne er slettet.

- Det er lidt mærkeligt at skulle forholde sig til noget, der ikke eksisterer, siger Arnfeldt.

/ritzau/