Arnold indtager rådhuset og hylder Ritt
Som gæst ved det sideløbende borgmestertopmøde var Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger, onsdag på Københavns Rådhus for at debattere, hvorfor verdens storbyer er vigtige for klimaet.
Han benyttede den tv-transmitterede lejlighed til at tage mikrofonen og klappe overborgmester Ritt Bjerregaard på skulderen.
- Jeg vil gerne takke borgmesteren for det enestående initiativ og arbejdet med at arrangere dette topmøde, sagde han og sikrede dermed en hårdt udskældt overborgmester en sidste anerkendelse, inden hun 1. januar overdrager det varme sæde.
Men inden den farverige guvernør Schwarzenegger hældte roser ud over Ritt Bjerregaard og København, fik han understreget, at landenes regeringer ikke kan klare klimaudfordringerne alene.
- Alt godt starter på græsrodsniveau, så forhåbentlig kan dette møde i København inspirere befolkninger, borgmestre og statsledere til at forvandle klimakampen til en ny trend, understregede han.
Temaet for debatten er samarbejde om klimaløsninger mellem det private erhvervsliv og de offentlige instanser.
Ud over Schwarzenegger deltager flere borgmestre og celebre erhvervsfolk. Blandt andre Virgin-ejeren Richard Branson.
- Hvis nationale ledere ikke skal være målet for dette samarbejde, er det åbenlyst, at erhvervslivet må rette det mod borgmestrene, siger Richard Branson.
Omkring 80 borgmestre fra hele verden er samlet i København for at overlevere det entydige budskab til forhandlerne i Bella Center, at byerne skal høres i klimaspørgsmålet.
/ritzau/
Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger, indtog onsdag formiddag Københavns Rådhus og charmerede hele salen. Regeringerne kan ikke redde klimaet alene.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned