Danskerne kan se frem til billigere togbilletter, efter regeringen lægger op til, at der skal være fri konkurrence på strækningen mellem København og Aalborg.
Sådan lyder det fra togselskabet Arriva, der er klar til at tage udfordringen op, efter regeringen i et nyt konkurrenceudspil går efter at få konkurrence til DSB på hovedstrækningen mellem landets største byer.
- Jeg tror bestemt, konkurrence vil presse prisen ned - også for passagererne. Vi er meget interesseret i at deltage i en fri konkurrence på de største strækninger. Det er der, vi mener, der er det største potentiale for at skabe en fornuftigt indtjening, siger Martin Wex, der er pressechef for Arriva.
Han er overbevist om, at Arriva kan levere et bedre produkt, end DSB gør i dag.
- Vores mærkesager er at køre til tiden og levere et produkt til passagererne, som de er tilfredse med. Det vil man også kunne mærke, hvis vi kommer til at til konkurrere med DSB på de store strækninger. Der kan komme konkurrence om at tilbyde de bedste priser, den bedste service i toget og den hurtigste forbindelse, siger Martin Wex.
DSB tager udsigten til konkurrence helt rolig.
- Vi er allerede i dag udsat for konkurrence fra for eksempel SJ imellem København og Odense. Vi har i mange sammenhænge både i Danmark og udlandet vist, at DSB som virksomhed er særdeles konkurrencedygtig, siger DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen.
Det er dog ikke alle, der er overbeviste om, at konkurrence giver et bedre togtilbud til passagererne. Enhedslistens trafikordfører, Per Clausen, frygter, at det modsatte vil ske.
- Konsekvensen af at åbne op for konkurrence vil være, at det bliver meget svært at fastholde visionen om et landsdækkende og enkelt billetsystem. Forslaget vil ikke være til fordel for passagererne, men give store vanskeligheder med at sikre den regionale togtrafik og transporten af gods på det danske jernbanenet, siger Per Clausen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker