Det islandske vulkanudbrud har fået endnu "et offer" på samvittigheden. EU-parlamentet har droppet alle afstemninger ved denne uges samling i Strasbourg, fordi mange medlemmer ikke har været i stand til at komme frem til den franske by.
- Europaparlamentets plenarsamling finder sted i Strasbourg. Men vi har besluttet, at der ikke vil være nogen afstemninger på grund af rejserestriktionerne, siger parlamentets formand, Jerzy Buzek.
EU-parlamentet vil fortsat have en række debatter under deres samling i Strasbourg. Blandt andet vil parlamentarikerne meget passende diskutere følgerne af det lange stop for den europæiske lufttrafik efter vulkanudbruddet.
Men alle planlagte afstemninger, som blandt andet omfatter EU's samarbejde med USA om udveksling af bankoplysninger og godkendelsen af EU's regnskaber for 2008, bliver udskudt til den næste parlamentssamling i Bruxelles i starten af maj.
Flere parlamentsmedlemmer har i dagene op til mødet i Strasbourg protesteret over, at parlamentets ledelse ikke har givet noget klart svar på, om mødet vil blive gennemført efter planen.
Først ved samlingens begyndelse blev beslutningen om at aflyse afstemningerne truffet. Det har betydet, at mange parlamentarikere og deres ansatte alligevel har brugt mange timer på at kæmpe sig frem til Strasbourg med tog, bil eller bus - blot for at få at vide at store dele af mødet altså er aflyst.
Aflysningen af afstemningerne betyder også, at samlingen afsluttes allerede onsdag aften i stedet for torsdag eftermiddag som planlagt.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker