Enhedslisten undgår et nyt, opslidende opgør om Asmaa Abdol-Hamid.
Da tidsfristen for at kandidere i Enhedslistens kommende urafstemning udløb onsdag, havde folketingssuppleanten således ikke meldt sig blandt kandidaterne. Og da Liste Ø forventer, at folketingsvalget kommer inden den næste urafstemning - i foråret 2011 - betyder det reelt, at Asmaa Abdol-Hamid ikke vil være stemmelisten ved det næste valg.
Asmaa Abdol-Hamid, som er førstesuppleant for Johanne Schmidt-Nielsen, stillede sidste år ikke op ved urafstemningen af studiemæssige årsager. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Asmaa Abdol-Hamid om, hvorfor hun ikke stiller op i år.
En intern evaluering efter folketingsvalget i 2007 pegede på, at henholdsvis "Asmaa-effekten" og "Villy-effekten" medførte den vælgerflugt, som har sendt Enhedslisten ned på det nuværende eksistensminimum på fire mandater. Valgevalueringen kastede til gengæld partiet ud i et voldsomt selvopgør, hvor blandt andre den tidligere stemmesluger Pernille Rosenkrantz-Theil beskyldte sine tidligere partikammerater for at vaske deres hænder ved at gøre Asmaa Abdol-Hamid ansvarlig for partiets valgnederlag.
At den muslimske folketingskandidat stadig deler vandene i Enhedslisten illustreres af, at det senest har vakt stor debat, at hovedbestyrelsesmedlemmet Elizabeth Japsen har oprettet en facebookgruppe med titlen "Tag orlov Johanne. Vi vil se Asmaa på folketingets talerstol!"
I forvejen har Enhedslistens retspolitiske ordfører, Line Barfod, meddelt, at hun ikke genopstiller. Det gør de tre andre medlemmer af folketingsgruppen, Johanne Schmidt-Nielsen, Per Clausen og Frank Aaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde