Aung San Suu Kyi har mødt præsidenten

Myanmars oppositionsleder, Aung San Suu Kyi, har for første gang nogensinde mødt præsident Thein Sein, lederen af det regime der har holdt hende indespærret i årevis.

Suu Kyi fløj tidligt fredag til Myanmars fem år gamle hovedstad, Napyitaw, for at mødes med general Thein Sein.

Ifølge en kilde i Myanmars indenrigsministerium mødtes de to politiske modstandere på præsidentpaladset i hovedstaden 330 kilometer nord for Myanmars gamle hovedstad, Yangon.

Kilden afslører dog ikke, hvad mødet handler om, men fortæller, at det var kortvarigt.

Mødet er dog det første af sin slags, siden den 66-årige Oxford-uddannede oppositionsleder blev sluppet fri af sin husarrest i november efter 15 års fangenskab ved militærregimet.

Efter næsten fem årtier ved magten blev militæret officielt udskiftet med en civil regering i marts i år - en regering der primært består af pensionerede generaler.

Mødet mellem de to politiske modstandere er det seneste af en række tegn på, at der sker forandringer i Myanmar.

Torsdag anmodede præsident Thein Sein armerede oprørsgrupper om at afholde fredsforhandlinger med styret.

Regimet har desuden arrangeret to møder med Aung San Suu Kyi.

Opblødning kan ses som et forsøg på at forbedre forholdet til den vestlige verden, som har idømt regimet hårde sanktioner for sine handlinger mod politiske modstandere og civile.

Det vurderes, at omkring 2100 mennesker er fængslet som politiske fanger i Myanmar.

/ritzau/Reuters

Myanmars berømte oppositionsleder har mødt præsidenten i regimets seneste opblødning over for oppositionen.

Offentliggjort Sidst opdateret