Avis: Danmark overså milliardgevinst ved Dong-salg
Trods nutidsværdi på 50 milliarder kroner afviser Finansministeren, at aktier skulle være solgt for billigt.
Da regeringen sidste år solgte aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, havde Finansministeriet beregnet Dongs værdi til 31,5 milliarder kroner.
Bare tre måneder senere fik Dong mulighed for at oprette tre havvindmølleparker med fuld støtte fra Storbritannien, hvilket - ifølge beregninger Politiken har fået foretaget - straks øgede Dongs nutidsværdi til over 50 milliarder kroner.
Det skriver Politiken onsdag.
Men udsigten til den store aftale påvirkede ikke prisen på Dong-aktierne - selv om det var kendt af både Dong, de kommende investorer og hele vindbranchen, at den britiske "guldregn" var lige på trapperne.
Frederik Aakard fra firmaet Audon, et af Danmarks førende inden for rådgivning ved virksomhedshandler, undrer sig fagligt over forløbet.
- Hvis en virksomhed står med udsigten til en afgørende ny ordre umiddelbart efter et salg, vil man typisk forsøge at vente med at sælge, til ordren er i hus.
- Hvis det ikke kan lade sig gøre, vil man lave en prisreguleringsmekanisme, så køber skal betale mere, hvis det efterfølgende viser sig, at virksomheden stiger i værdi, siger Aakard til Politiken.
Martin Barlebo, koncerninformationschef i Dong, erkender, at udsigten til en snarlig gevinst i milliardklassen aldrig fik en central placering i Finansministeriets forhandlinger med Goldman Sachs.
- De tre havvindmølleparker spillede ikke en speciel rolle, siger Martin Barlebo og forklarer, at selskabets værdifastsættelse byggede på en samlet vurdering af muligheder og risici for selskabet.
Nærmere vil han ikke kommentere beregningerne, der er foretaget af adjunkt Thomas Borup Kristensen fra Aalborg Universitet for Politiken.
Finansminister Bjarne Corydon har efter en uges varsel valgt ikke at lade sig interviewe, men i en mail skriver han til Politiken.
- Jeg kan klart afvise, at salget af Dong-aktierne skulle være sket for billigt. Prisen indeholdt forventninger til den fremtidige indtjening sammenvejet med risikoen for, at fremtidige projekter ikke blev til noget.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde