Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har fået en kraftig irettesættelse af sin kommunaldirektør efter en fugtig julefrokost i fredags i festsalen på Københavns Rådhus.
Det skriver Ekstra Bladet på avisens hjemmeside eb.dk.
Kommunaldirektør Claus Juhls samtale med Frank Jensen er ifølge eb.dk en reaktion på, at flere af rådhusets kvindelige ansatte til julefrokosten følte sig så chikanerede af en nærgående Frank Jensen, at de har henvendt sig til kommunens øverste direktør om episoderne.
Avisen citerer anonyme kilder for, at Frank Jensens opførsel i mindst et tilfælde var så grov, at andre ansatte forsøgte at stoppe den pigeglade borgmester. Dog uden held.
Der var i alt 250 gæster til julefrokosten, der dette år havde et russisk tema.
Under samtalen med Frank Jensen har kommunaldirektør Claus Juhl ifølge Ekstra Bladet indskærpet over for Frank Jensen, at hans opførsel var helt uacceptabel.
Overborgmesteren ønsker gennem sin pressemedarbejder ikke at kommentere oplysningerne - herunder om han skulle være blevet irettesat af sin kommunaldirektør - over for Ritzau.
I 2004 måtte Frank Jensen - dengang Socialdemokraternes daværende politiske ordfører og kronprins - undskylde over for en studentermedhjælper efter angivelig at være kommet med tilnærmelser under en våd julefrokost i partiet. Frank Jensen sagde ved den lejlighed til Se & Hør:
- Jeg husker ikke præcist, hvad der skete. Men jeg har åbenbart fået sagt noget, hun blev meget fornærmet over. Jeg tror, at man kan sige, at jeg lod munden løbe og gav hende nogle komplimenter, som hun så bare ikke opfattede i den ånd, de var fremsagt.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde