Avis: Nyrup strammede oplysninger om Kosovo-krig
For offentligheden og Folketinget slørede den daværende SR-regering med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen, at den planlagte krigsindsats i Kosovo skete uden mandat. Det viser krigsudredningen ifølge Berlingske. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Poul Nyrup trak Danmark ind i Kosovo-krigen på baggrund af strammede oplysninger. Det skriver Berlingske.
Anders Fogh Rasmussen (V) er ikke den eneste statsminister, der har trukket Danmark ind i en krig på et omdiskuteret grundlag, som det skete med Irak-krigen i 2003.
Det skriver Berlingske.
Det har Foghs forgænger, socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, nemlig også. Han sendte i 1999 danske kampfly afsted for at bombe mål i Jugoslavien uden et FN-mandat.
Og det er problematisk. Det konkluderer forskere og professorer på baggrund af tirsdagens udredning om dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak.
Danmarks deltagelse i Kosovo-krigen er endda mere problematisk end deltagelsen i Irak-krigen. Det vurderer Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet.
- Det er helt sikkert, at Nyrups beslutning om at gå i krig i Kosovo var mere problematisk, når man måler det i forhold til grundlaget for at gå ind i Irak, hvis vi ser på, om der var et FN-mandat eller ej, siger Ole Wæver til Berlingske.
Anders Fogh Rasmussen henviste til et tidligere FN-mandat til krig mod Irak, da Folketinget i 2003 tilsluttede sig krigsindsatsen i Irak. Mandatet gik på Saddam Husseins manglende samarbejde om nedrustning.
- I forbindelse med Irak-krigen lavede man alle mulige krumspring for at få det til at se ud som om, at der var et FN-mandat. De færreste jurister ville godtage det. Men Fogh-regeringen kunne lade som om, at den havde papirerne i orden.
- I forbindelse med Kosovo kunne Nyrup-regeringen end ikke lade som om, at der var et FN-mandat, siger Ole Wæver til Berlingske.
Embedsmænd i regeringen var helt klar over, at dansk deltagelse i luftkrigen mod Jugoslavien ville foregå uden FN-mandat.
Det viser en række hidtil fortrolige dokumenter. Dokumenterne er offentliggjort af det særlige forskerhold fra Københavns Universitet. Holdet har siden 2016 undersøgt dansk krigsindsats.
I et dokument fra embedsmænd i Statsministeriet fremgår det, at den FN-resolution, regeringen agtede at bruge som "dække" for krigsindsats, var ubrugelig.
Det fremgår også af notatet, at regeringen med beslutningen om at intervenere forlod "50 års dansk FN-politik".
For offentligheden og Folketinget slørede den daværende SR-regering, at den planlagte krigsindsats skete uden mandat. Det viser udredningen ifølge Berlingske.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Poul Nyrup Rasmussen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde