Avis: Venstre skjulte sponsorat på 70.000 kroner
Minkavlernes selskab Kopenhagen Fur har givet omkring 70.000 kroner i partistøtte til Venstre i 2012, siger pressechefen for Kopenhagen Fur Sander Jacobsen til Ekstra Bladet.
Sponsoratet fra Kopenhagen Fur fremgår ikke som bidrag af partiregnskabet, erkender Venstres partisekretær Claus Richter i et brev til Indenrigsministeriet, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.
Ifølge partistøttelovgivningen skal donorer, der giver over 20.000 kroner, ellers stå opført i regnskabet.
Flere i Venstres bagland har åbent kritiseret partiformanden, der senest har været i mediernes søgelys efter en sag om tøjindkøb for 152.000 kroner, rygning på hotelværelser og en familierejse på partiets regning.
Tidligere er det kommet frem, at en del af regningen på 152.000 kroner for tøj til Venstres formand er blevet betalt af en sponsor.
Det er dog uklart, hvor stor en del af regningen sponsoren har betalt, hvem sponsoren er, og hvornår aftalen om sponsoratet blev indgået.
Oplysningen om sponsoren kom frem på et møde i Venstres forretningsudvalg tirsdag i sidste uge, hvor der blev givet fuld opbakning til formanden.
Lars Løkke Rasmussen har selv indkaldt til et hastemøde for Venstres hovedbestyrelse på næste tirsdag, hvor flere iagttagere mener, at hans fremtidige politiske skæbne står på spil. På mødet skal det nemlig drøftes, om der stadig er opbakning til partiformanden.
Ifølge Ekstra Bladets kilder har en sponsor fra landbruget dækket en meget stor del af tøjregningen med tilbagevirkende kraft i netop 2012, hvor Kopenhagen Fur meldte sig som sponsor.
Ritzau har i en skriftlig rundspørge spurgt 926 af partiets kommuneforeningsformænd, medlemmer af kommunalbestyrelser og regionsråd, om Løkke bør træde tilbage som formand for Venstre.
Af de 192, der har svaret, ønsker 76 partiformandens afgang.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker