Både S og V ønsker ens erstatninger til skoleelever
Socialdemokraterne er også parat til at se på reglerne for tildeling af økonomisk erstatning til skoleelever, der kommer til skade.
Partiets retsordfører, Trine Bramsen, siger, at det ikke er rimeligt, at elever på erhvervsskoler bliver tildelt langt mindre erstatning end gymnasieelever, hvis de bliver invalideret, fordi erstatningen tager udgangspunkt i en formodet fremtidig løn.
- Vi bliver nødt til at tage en politisk drøftelse af, om man kan lave ændringer, som betyder, at når man går på en ungdomsuddannelse, så behandler man unge mennesker lige: At så vurderer man erstatningen på lige vilkår, siger Trine Bramsen til Ritzau.
Hendes udmelding kommer, efter at Jyllands-Posten fredag har fortalt historien om den 19-årige Rasmus Madsen, der blev ramt af en modkørende bil og endte totalt invalideret på et plejehjem.
Fordi han gik på handelsskolen, fik han 1,3 millioner kroner mindre i erstatning, end hvis han havde valgt gymnasiet.
- Hvis det står til mig, så skal de ligestilles. Så hvis der er mulighed for det, så mener jeg bestemt, at det er det, der skal til, siger Bramsen.
Først i det øjeblik at eleven er færdig på skolen, skal den formodede fremtidige løn ligge til grund for erstatningen foreslår hun.
Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, undrer sig ligeledes over forskelsbehandlingen.
- Det strider mod sund fornuft og virker mærkeligt at tilgodese én gruppe unge frem for en anden. Loven bør laves om, siger han til fredagens udgave af Jyllands-Posten.
Justitsminister Morten Bødskov (S) ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, men påpeger, at "det i sidste instans er op til domstolene at skønne over den fremtidige indtægt", skriver avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned