Baglandet støtter Thorning i skattesag

Helle Thorning-Schmidt burde på forhånd have sikret sig grønt lys fra Skat omkring sin mands skatteforhold. Det mener et stort mindretal af de socialdemokratiske lokalformænd, som har svaret på en Ritzau-rundspørge om sagen.

- Det havde nok ikke forhindret skriveriet, men det havde taget noget af fusen af det, siger Knud Peter Levinsen, der er lokalformand i Haderslev og i øvrigt ikke finder kritikken af Thorning rimelig.

Samtidig finder 28 procent, at skattesagen og sagen for nylig om, at Thorning sender sin datter i privatskole, harmonerer mindre godt med at være formand for partiet.

Men når det så er sagt, så er opbakningen fra baglandet massiv efter en uge, hvor skattesagen har fyldt i medierne.

89 procent af lokalformændene finder kritikken urimelig, 65 procent afviser, at sagen skader partiet, og 91 procent afviser, at der er et modsætningsforhold mellem Helle Thorning-Schmidts private, familiære økonomiske forhold og partiets skattepolitik med blandt andet millionærskat.

- Så længe skattereglerne er, som de er, er det i orden at bruge dem. Så længe det ikke er ulovligt. Det kan ikke passe, at man kun kan bruge reglerne, hvis man er konservativ, siger lokal- og kredsformand i Holstebro Jan Therkelsen.

Han vurderer dog, at sagen - uanset at han finder kritikken urimelig - skader partiet.

- Jeg tror, at når vi skal diskutere skat, så vil den almindelige dansker finde det mindre troværdigt, når Socialdemokraterne taler om, at de bredeste skuldre skal bære, siger han.

46 ud af 98 socialdemokratiske lokalformænd har svaret i undersøgelsen, der er gennemført fra torsdag i sidste uge til mandag i denne uge.

/ritzau/

Med få anmærkninger er støtten til S-formand Helle Thorning-Schmidt massiv oven på den skattesag, som har fyldt i medierne. Baglandet finder kritikken urimelig.

Offentliggjort Sidst opdateret