Bandeenhed er "endnu en pakke", siger S

Hos Socialdemokratiet møder den nye bandeenhed Task Force Øst ikke ubetinget opbakning. Retspolitisk ordfører Karen Hækkerup mener ikke, der er meget nyt i tiltaget.

- Det er endnu en pakke i den uendeligt lange række af initiativer, der åbenbart lige er det, der skal til for at løse bandekrigen. Det er selvfølgelig udmærket, at politiet kommer med nye tiltag, der skal intensivere arbejdet med bandekriminalitet, men det som man vil nu, er jo ikke noget nyt. Vi har allerede inden for PET haft et kontor, som har arbejdet med organiseret kriminalitet, siger Karen Hækkerup.

Hækkerup peger på, at resten af Sjælland vil lide under, at flere betjente bliver trukket til hovedstaden, lige som hun mener, at regeringens politik på området har slået fejl.

- Vi har lige fået nye tal, der viser, at over 1200 bandemedlemmer bliver monitoreret, samtidig med at vi kan konstatere, at for få år siden var det tal nede på 400. Det vil sige, der er sket en tredobling. Hvis ikke det er en falliterklæring, at man under en indsats, hvor man har haft fokus på at ville stoppe denne her udvikling, må se i øjnene, at der er sket en tredobling af antallet af aktører, så ved jeg ikke, hvad det er, siger Karen Hækkerup.

Socialdemokraterne mener, man nærmere skal kigge på, om politistyrken har den rette størrelse.

/ritzau/

Socialdemokraterne er ikke imponerede over regeringens seneste tiltag i bandekonflikten. Task Force Øst er blot "endnu en pakke."

Offentliggjort Sidst opdateret