I 2008 tog bandekrigen for alvor fart med et historisk stort antal skudepisoder i Danmark. Derfor afsatte Folketinget 50 millioner kroner til ekstraordinær indsats imod bander og rockergrupper.
Men ifølge talsmanden for politifolkene i København, hvor bandekrigen har raset mest, har Københavns Politi aldrig fået penge fra ekstrabevillingen. Det skriver Politiken torsdag.
- Der er afsat en pose penge til bandeindsatsen fra politisk side. Så er det da helt skævt, at vi ikke får del i dem på trods af de ekstremt mange ressourcer, vi har brugt på området, siger Claus Oxfeldt, formand for Københavns Politiforening, til Politiken.
Ifølge Claus Oxfeldt havde Københavns Politi forventet en kompensation på 8-9 millioner kroner for den ekstraordinære indsats mod bandekriminalitet i 2008.
I Rigspolitiet erkender budgetchef Troels Jensen over for Politiken, at Københavns Politi ikke har fået ekstra penge for bandeindsatsen i 2008. Troels Jensen fortæller, at de øremærkede bandepenge ikke er blevet fordelt til politikredsene, men har været en del af Rigspolitiets overordnede regnskab. Der er ikke uddelt særlige penge, hvor der "står "bande" i nakken på dem".
Men ifølge statsrevisor Peder Larsen (SF) er det "ikke efter bogen".
- Hvis politikerne øremærker nogle penge til et bestemt område, skal de også have sikkerhed for, at de bliver brugt korrekt, siger han til Politiken.
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) mener ikke, at der er hold i kritikken.
- Jeg er helt sikker på, at når politiet får tilført midler til en styrket bandeindsats, så bruges det beløb til det formål. Og det kan jeg forstå, at politiet også har bekræftet, siger han til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned