Barfoed afviser Løkkes samlede opposition

Mens fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) angiveligt forsøger at samle den nye borgerlige opposition til fælles front mod den kommende røde regering, så melder de Konservatives formand Lars Barfoed nu kontra.

Det skriver Berlingske.

Han skal ikke deltage i noget formelt oppositionssamarbejde, siger han i dag til Berlingske, og han kender ikke til de strategimøder i statsministerens embedsbolig Marienborg.

- Der går mange myter. Jeg kender ikke til nogen forhandlinger på Marienborg overhovedet, siger Lars Barfoed.

Dermed trækker han tæppet væk under den fælles strategi, som Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende arbejder med for at få S-formand Helle Thorning-Schmidts tid i Statsministeriet til at vare så kort tid som overhovedet muligt.

Ifølge dagbladet Politiken forleden, har der været flere møder på Marienborg mellem Venstre-toppen, ledelsen af Liberal Alliance og den konservative top.

Dansk Folkeparti skulle angiveligt til selvstændige drøftelser, og idéen skulle være, at de borgerlige skulle enes om principper, der sikrer, at partierne ikke indgår aftaler med den nye regering uden at få klare borgerlige indrømmelser.

Men de Konservative holder fast i, at partiet står frit.

- Vi er selvstændige partier. Det har jeg også noteret mig, at Dansk Folkeparti siger, siger Lars Barfoed, som direkte afviser at kende til planerne om et formelt samarbejde.

- Jeg kender ikke til, at vi er ved at lave en oppositionsaftale om, hvordan vi skal arbejde sammen. Vi taler sammen, og det vil vi gøre jævnligt, det ville være mærkeligt andet.

- Vi har ikke lavet aftaler om det modsatte. Hvis der er områder, hvor vi går enegang, så er det sådan, siger Lars Barfoed.

Venstres gruppeformand Kristian Jensen vil ikke forholde sig til Lars Barfoeds melding.

- Jeg har ikke lyst til at fortælle, hvad der foregår på lukkede møder, siger han og bekræfter dermed indirekte, at der har været afholdt møder.

Er I enige med de Konservative om, hvordan I vil agere i opposition?

- Det er ikke mig, der har talt om oppositionspunkter eller Marienborg-møder. Der har været nogle drøftelser om, hvordan vi kan arbejde sammen.

- Det er meget praktisk at få på plads, når vi nu ikke længere skal have ministermøder, økonomiudvalgsmøder og koordinationsudvalgsmøder, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

De Konservative er ikke på vej ind i et formelt oppositionssamarbejde med de borgerlige partier, siger Barfoed

Offentliggjort Sidst opdateret