Jo, Tyrkiets ambassade har rendt justitsminister Lars Barfoed på dørene. Jo, amerikanerne blev løbende informeret om politiets arbejde.
Men nej, terrortiltalen mod den kurdiske tv-station Roj TV skyldes ikke politisk pres på anklagemyndigheden.
Sådan lød det torsdag fra justitsminister Lars Barfoed (K) og udenrigsminister Lene Espersen (K) under et samråd i sagen i Folketinget.
Her afviste ministrene på skift alle beskyldninger om, at Danmark har givet efter for tyrkisk og amerikansk pres for at lukke Roj TV ned mod til gengæld at opfylde Anders Fogh Rasmussen drøm om at blive Nato-generalsekretær.
Begge ministre har et særdeles godt kendskab til sagen, for den har verseret så længe, at den har overlevet hele tre justitsministre, heriblandt altså Lene Espersen og Lars Barfoed.
- Jeg kan bekræfte, at den tyrkiske ambassadør har opsøgt mig på mit kontor to gange. Begge gange har jeg informeret ambassadøren om status i sagen og intet andet, sagde Lars Barfoed.
Og ifølge dokumenter fra WikiLeaks fortalte Statsministeriet angiveligt den amerikanske ambassadør Laurie Fulton, at den danske regering har understreget Roj-sagens betydning overfor anklagemyndigheden.
Rigsadvokten har tidligere betegnet beskyldningerne om, at anklagemyndigheden skulle have været underlagt politisk pres i sagen, som "grebet ud af luften".
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie