Jobbet som dansk justitsminister er ikke altid lige sjovt. I hvert fald ikke, når man er til EU-møder, hvor det danske retsforbehold stort set udelukker Danmark fra alt nyt samarbejde.
Sådan lyder det fra justitsminister Lars Barfoed (K), der fredag for første gang som justitsminister mødtes med sine EU-kolleger.
- Der er ikke så meget ved at sidde med den ene sag efter den anden og udtale sig og samtidig vide, at det ikke kan få betydning for Danmark og danskerne, før vi afskaffer retsforbeholdet, siger Lars Barfoed.
- Det har kun givet mig blod på tanden til at agitere kraftigt derhjemme for, at vi kommer af med retsforbeholdet hurtigst muligt, fortsætter han.
På mødet diskuterede justitsministrene blandt andet nye skilsmisseregler, der giver par fra forskellige EU-lande mulighed for selv at vælge hvilket lands skilsmisseregler, der skal bruges. Men forbeholdet forhindrer Danmark i at deltage.
Det samme gør sig gældende i en anden sag, hvor EU vil udvide nationale polititilhold til også at gælde i andre EU-lande. Men heller ikke her kan danskere blive omfattet af reglerne.
- Det har jeg det rigtig dårligt med, erkender Barfoed.
Han er ikke sikker på, at danskerne ved, hvor meget retsforbeholdet betyder, efter at Lissabontraktaten er trådt i kraft.
- Danskerne ved godt, at vi har det forbehold, men jeg tvivler på, at de er klar over, hvor meget det betyder og kommer til at betyde i fremtiden, siger han.
I første omgang kan Barfoed gå efter at overtale sine kolleger i regeringen, som i et nyt regeringsgrundlag tidligere på året droppede løftet om en folkeafstemning om de danske forbehold i denne valgperiode.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde