Når de Konservatives nye politiske leder, justitsminister Lars Barfoed, afviser, at de sparede milliarder fra efterlønnen skal bruges til skattelettelser, er det nye toner.
Lars Barfoed foreslog så sent som i oktober, op til sit partis landsråd, ikke blot, at efterlønnen skulle afskaffes på grund af manglen på arbejdskraft.
- Afskaffes ordningen, vil vi også få råd til skattelettelser, skrev Lars Barfoed sammen med flere andre folketingsmedlemmer i et fælles debatindlæg i Berlingske Tidende.
- Det er ganske enkelt moralsk forkert, at nogen i Danmark skal betale over halvdelen af det, de tjener, lød det i indlægget.
Efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bebudede afskaffelsen af efterlønnen i sin nytårstale har først den daværende konservative formand, udenrigsminister Lene Espersen, og nu efterfølgeren Lars Barfoed ellers haft travlt med at forsikre, at de sparede milliarder skulle bruges til at lukke hullet i statskassen.
Senest nedtonede Lars Barfoed endda fredag på sit første pressemøde udsigten til skattelettelserne med henvisning til, at den aftalte lettelse af topskatten først skal træde i kraft i 2014.
Socialdemokraternes formand, Carsten Hansen, mener imidlertid, at Lars Barfoeds tidligere udtalelser taler for sig selv. Han anklager regeringen for at ville finansiere skattelettelser med en reform af efterlønnen.
- Udtalelserne fra den nye konservative partiformand beviser klart og tydeligt, at regeringen vil afskaffe efterlønnen for at få råd til nye skattelettelser til de rigeste danskere, ligesom støttepartiet Liberal Alliance vil, siger Carsten Hansen.
- For nylig kom det frem, at Lars Løkke og Pia Kjærsgaard forærer de allerrigeste danskere en skattelettelse hver især på gennemsnitlig 2,7 millioner kroner om året. Det er en helt forkert prioritering, forklarer Socialdemokraternes formand.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie