Barfoed overvejer frister i misbrugssager

Skal forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn ændres? Det spørgsmål vil justitsminister Lars Barfoed (K) nu tage op til overvejelse efter pres fra et politisk flertal bestående af oppositionen og Dansk Folkeparti.

Oven på den seneste tids sager om formodet misbrug i den katolske kirke, hvoraf flere sager er forældede, lyder ministerens svar på et paragraf 20-spørgsmål:

- Den aktuelle debat om seksuelt misbrug af børn kan imidlertid give anledning til at overveje, om de gældende regler fortsat er tidssvarende.

Forældelsesfristen - som den ser ud nu - betyder nemlig, at de formodede gerningsmænd ikke kan retsforfølges, hvis ikke de forurettede anmelder krænkelserne senest 10 år efter, at de er fyldt 18.

En ændring er dog tidligere blevet afvist af De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, som mente, at det ville forringe retssikkerheden. Men nu åbner justitsministeren altså op.

- Justitsministeriet vil derfor anmode Straffelovrådet om i forbindelse med rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden at overveje, om der efter rådets opfattelse er grundlag for at ændre forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug og andre former for seksuel krænkelse af børn, skriver Lars Barfoed (K) i sit svar på paragraf 20-spørgsmålet.

Dansk Folkeparti ser gerne fristen helt fjernet, men glæder sig over, at ministeren nu rykker sig i forhold til fristen.

- Men vi vil også holde ministeren på mærkerne, således at arbejdet i Straffelovrådet ikke bliver en syltekrukke, skriver Marlene Harpsøe, der er medlem af Retsudvalget, i en mail til Ritzau.

/ritzau/

Justitsministeren overvejer nu at ændre på fristen for forældelse i sager om misbrug af børn. Det sker efter anklagerne mod en række katolske præster i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret