Bedrageriske kommunalpolitikere skal kunne væltes

- Det belaster vores demokrati og er med til at skabe politiker-lede, når vælgerne må nøjes med at iagttage en række underlige konstitueringer i kølvandet på kommunalvalg.

Sådan begrunder folketingsmedlem Flemming Bonne Hansen, Nakskov, et nyt forslag til folketingsbeslutning, som han som kommunalordfører har fremsat på SF’s vegne. og som Enhedslisten også står bag.

De foreslår, at der skal kunne afholdes ekstraordinære valg, hvor vælgerne kan vippe de valgte kommunal- og regionsrådspoltikere af taburetterne, hvis de bedrager vælgerne.

Flemming Bonne Hansen:
- I dag kan borgerne kun protestere og demonstrere. Ved kommunalvalget i november så vi i Kerteminde, at en socialdemokrat, der var nummer to på partiets liste, sprang over på den borgerlige side for at blive borgmester.
- Efter Brixtofte-skandalen bør der også gives borgerne nogle direkte, umiddelbare reaktionsmuligheder, påpeger Bonne.

I Folketinget finder de fleste andre partier det for vidtgående, men er med på at få nedsat en valgkommission, der skal forberede en revision af valgloven.

Foto: Flemming Bonne Hansen.

SF'eren Flemming Bonne Hansen fra Nakskov har fremsat forslag om mulighed for ekstraordinære kommunale valg.

Offentliggjort Sidst opdateret