Bendtsen bad EL-spidskandidat sørge for kaffe

Det kan være op ad bakke at blive anerkendt som ung, kvindelig politiker. Det erfarede Enhedslistens 23-årige spidskandidat, Johanne Schmidt-Nielsen, da hun mandag aften deltog i valgkampens sidste partilederrunde på TV2. Inden politikerne går ind til duellen i studiet, samles de i et venterum ude bagved.
 
- Dér gik de rundt og så lidt anstrengte ud, og så kom Bendt Bendtsen hen til mig og sagde: "Undskyld, kan du ikke lige skaffe mig noget kaffe?", fortæller Johanne Schmidt-Nielsen.
 
Hun måtte over for den konservative partileder beklage, at hun ikke vidste, hvor kaffen var.
 
- Bendt Bendtsen opdagede først, hvem jeg var, da vi stod i studiet, og da så han lidt flov ud. Men det viser jo meget godt, at det med ung kvinde åbenbart ikke rigtig rimer på partileder, siger Johanne Schmidt-Nielsen. /ritzau/




Den konservative partileder Bendt Bendtsen antog Enhedslistens spidskandidat for piccoline inden tv-duel.

Offentliggjort Sidst opdateret