Det er fuldstændigt skudt i hovedet at påstå, at Bendt Bendtsen (K) har været på jagt med en vis Colin Ewans, som er tidligere professionel soldat med et blakket ry.
Det fastslår den tidligere vicestatsminister og nuværende europaparlamentariker, efter at han i B.T. bliver forbundet med den tidligere lejesoldat..
- Jeg er ikke jagtkammerat med Colin Ewans. Jeg har aldrig været på jagt med ham nogen steder i verden. Jeg har mødt den mand én gang - til en konference i Berlin, fortæller Bendtsen.
Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) har også deltaget i konferencen, fortæller Bendtsen, som var med i begyndelsen af 2010. Da blev der taget et billede af Ewans og Bendtsen.
- På konferencen eller ved den efterfølgende middag har jeg nok talt med den pågældende Ewans. Efterfølgende har det vist sig, at han er en skidt fyr. Det var jeg ikke klar over, siger Bendtsen.
Han mener, at Ewans kan have haft en interesse i at fremstå som en person med en masse kontakter til det officielle Danmark.
- Der er masser af mennesker, der får taget et billede sammen med en vicestatsminister ude i verden. Det er det, jeg er havnet i, siger den tidligere vicestatsminister.
- Der er åbenbart en skidt fyr, som ønsker at bruge mit navn for at promovere sig selv, siger han.
Han er stærkt generet af at blive forbundet med Ewans i avisen B.T.
- Jo, gu' føler jeg mig generet, når der står i en overskrift, at jeg er jagtkammerat med en eller anden bandit, siger Bendtsen.
Hjemme hos Ewans i Portugal hænger et foto af en smilende Bendtsen og en smilende Ewans, skulder ved skulder på noget der ligner et kontor.
Det fortæller journalist Mads Brügger, som netop har haft premiere med filmen "Ambassadøren", hvor Ewans er med.
- Da jeg besøger Colin Ewans, oplever jeg, at han forklarer, at han kender Bendt Bendtsen og har været på jagt med ham. Og at Bendt og han er venner. Det lød som mandens egen oplevelse. Om det er løgn eller ej, kan jeg ikke afgøre, siger Brügger.
Der hænger også et billede af Niels Helveg Petersen på Ewans kontor, fortæller Brügger.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde