Mens regeringen løbende finder nye forklaringer på, hvorfor tiden ikke er moden til en afstemning om EU-forbeholdene, så presser tidligere K-formand og vicestatsminister, EU-parlamentarikeren Bendt Bendtsen på.
Retsforbeholdet skal væk, og afstemningen skal være næste år.
- Jeg er nødt til at sige det så direkte. Hvis ikke vi får en afklaring på det forbehold allerede i 2010, så bliver det direkte skadeligt og farligt for dansk politi og for Danmark i det hele taget, siger han til Politiken.
Regeringen vil i princippet gerne vil afskaffe forbeholdene, men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) foretrækker en samlet afstemning om alle fire forbehold. Og for at det skal krones med succes, er vurderingen, at SF skal ændre holdning og anbefale euro'en. Senest har Løkke også sagt, at den nuværende regering vil have sikkerhed for, at kommende regeringer ikke lemper på udlændingepolitikken, hvis retsforbeholdet bliver afskaffet.
Og EU-ordførere fra begge regeringspartier tager da også afstand fra Bendtsens hastværk. Omend Venstres EU-ordfører, Michael Aastrup Jensen, medgiver, at retsforbeholdet om få år vil give problemer.
- Når vi kan se, at vores retsundtagelse er under pres, så er det over en længere årrække. Over tre til fem år, siger han og afviser en afstemning næste år.
Bendtsens partifælle, EU-ordfører Helle Sjelle, er også uenig i, at forbeholdet skal til afstemning næste år. Men hun siger samtidig, at der er en grænse for, hvor længe man kan vente.
- Vi kan ikke vente i årevis, men vi håber på et bredt fundament for at tage alle forbeholdene sammen, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet