Røde Kors forlod onsdag Benghazi efter 20 dages konflikt, fordi organisationen ikke længere kan få adgang på grund af konflikten.
- Lige nu er det simpelthen ikke sikkert nok for nødhjælpsarbejderne at være der, så vi har været nødt til at trække os tilbage.
Det siger katastrofechef i Dansk Røde Kors, Birgitte Ebbesen.
Hun fortæller, at Røde Kors har store problemer med at komme videre fra Benghazi og ud i den vestlige del af Libyen.
- Det er meget, meget bekymrende, at Libyen er så lukket, som det er lige nu, siger Birgitte Ebbesen og fortsætter:
- Når en konflikt finder sted, plejer Røde Kors altid at kunne få adgang, fordi vi forhandler med begge sider af kampen og normalt har adgang til at behandle dem, der bliver såret som følge af konflikten, og civile som måske er blevet fanget i en krydsild.
Men Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) er blevet tvunget til at trække sig. Tilbage er stadig Libysk Røde Halvmåne, der kan yde lægehjælp og dele nødhjælpsforsyninger ud.
Imens arbejder Røde Kors på så hurtigt som muligt at genoptage dialogen med de konfliktende parter, så medarbejderne kan komme ind og hjælpe igen.
Lige nu er det svært for organisationen at holde øje med, hvordan situationen udvikler sig, da den ikke kan få adgang til kampområderne. Birgitte Ebbesen fortæller dog, at indbyggerne ikke forlader landet.
- Der er mange af indbyggerne, som flygter internt i Libyen. Der er meget få, som krydser grænsen. Det har mest været migrantarbejdere. Så der er flugt indenfor, og så holder de øje med situationen som alle andre.
Røde Kors er en af de eneste humanitære organisationer, der har været udstationeret i Benghazi, der trues af Libyens leder, Muammar Gaddafis offensiv.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned