Regeringen vil hjælpe og opmuntre offentligt ansatte til at kappe båndet til kommunen og starte deres egne små, private firmaer i stedet.
De nye selvstændige skal konkurrere med kommunen om at levere hjemmehjælp, udbragt mad, personlig pleje, plejehjemstilbud og alle mulige andre velfærdsopgaver.
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) føler stærkt for idéen, som han lancerer i en tale torsdag på det kommunale topmøde i Aalborg.
- Vi vil give dem moralsk støtte. Og måske også kortere uddannelsesforløb, hvor de lærer, hvordan man bliver selvstændig, siger Bertel Haarder til Ritzau.
Den nye fritvalgsordning, der kendes under navnet "afknopning", skal støbes efter svensk forbillede, hvor man længe har tilskyndet kommunale enheder til at blive private.
I byen Vellinge, der ligger syd for Malmø, ligger 60 procent af de kommunale omsorgsopgaver nu i private hænder.
- Tiden er inde til et opgør med forestillingen om "dem og os". For borgerne er det ligegyldigt, om noget er offentligt eller privat. Det er valgmuligheden, kvalitet og prisen, det kommer an på, siger Bertel Haarder.
Planerne indgår i regeringens "konkurrencepakke", der skal øge effektiviteten i Danmark.
Oppositionen siger dog nej tak til konkurrencepakken. Forhandlingerne, som har foregået i rammerne af Økonomi- og Erhvervsministeriet, brød officielt sammen onsdag.
Det melder erhvervsordfører Orla Hav fra Socialdemokraterne, som ellers ikke er fremmed over for idéen om afknopning, lyder det.
- Men vi er ikke med på, at den offentlige sektor skal udsættes for en bevidstløs konkurrencesituation, som regeringen har forsøgt med privathospitalerne. Det synes vi ikke er den rigtige vej at gå, når det kommer til ældreforsorg og børnepasning, siger han.
- Vi vil gerne se de konkrete initiativer fra regeringen: Om det bare er gammel vin på nye flasker, om man gerne vil have has på den offentlige sektor, tilføjer han.
Ifølge Indenrigsministeriet modtog knap 31 procent af danskerne praktisk hjælp, herunder madservice, fra en privat leverandør i 2009.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde