Regeringen vil hjælpe og opmuntre offentligt ansatte til at kappe båndet til kommunen og starte deres egne små, private firmaer i stedet.
De nye selvstændige skal konkurrere med kommunen om at levere hjemmehjælp, udbringe mad, håndtere personlig pleje, plejehjemstilbud og andre velfærdsopgaver.
- Vi vil give dem moralsk støtte. Og måske også kortere uddannelsesforløb, hvor de lærer, hvordan man bliver selvstændig, siger indenrigsminister Bertel Haarder (V) til Ritzau.
Den nye fritvalgsordning, der kendes under navnet "afknopning", skal støbes efter svensk forbillede, hvor man længe har tilskyndet kommunale enheder til at blive private.
Hos Dansk Industri hilser man planerne velkommen, men påpeger samtidig, at hvis hjemmehjælpere og andre offentligt ansatte skal tage springet til at blive iværksættere, så kræver det hjælp til uddannelse.
- Der er stor forskel på at have været lønmodtager hele sit liv og så at drive en virksomhed selv på en professionel måde. Til gengæld tager de en masse viden med sig, fordi de ved, hvordan samspillet med kommunen kan fungere optimalt, siger Frank Bill, direktør i DI Service.
Han vurderer, at potentialet for, at små virksomheder kan få del i velfærdsopgaverne, som betydelige.
Haarders planer indgår i regeringens konkurrencepakke, der skal øge effektiviteten i Danmark. Oppositionen siger dog nej tak til pakken. Forhandlingerne, som har foregået i rammerne af Økonomi- og Erhvervsministeriet, brød officielt sammen onsdag.
- Vi er ikke med på, at den offentlige sektor skal udsættes for en bevidstløs konkurrencesituation, som regeringen har forsøgt med privathospitalerne. Det, synes vi, ikke er den rigtige vej at gå, når det kommer til ældreforsorg og børnepasning, siger erhvervsordfører Orla Hav (S).
Morten Østergaard fra De Radikale mener ikke, at firmaer til offentligt ansatte flytter noget og opfordrer i stedet til at styrke offentligt-privat samarbejde ved at gå nye veje, hvor mønsterkommuner sender hele funktioner i udbud.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde