Betaling for lægebesøg splitter rød blok

Hvis det står til Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF), skal danskerne frem over stadig kunne gå til deres praktiserende læge uden at have dankortet op af lommen.

Dermed er rød blok splittet, efter at De Radikale har givet deres støtte til et forslag fra De Konservative om at omlægge brugerbetalingen, så tandlægeregningerne bliver lavere, mens man får en regning med hjem fra lægen i stedet for.

- Den konservative formand, Lars Barfoed, er meget moderat, tror jeg selv han vil sige, ved at foreslå, at det kun skal koste 300-500 kroner per lægebesøg. Så kan man jo sagtens gå rund og love skattelettelser, siger Villy Søvndal.

- Der er fuldstændigt utænkeligt, at vi vil indføre et princip i dansk sundhedspolitik om, at man skal betale for at gå til lægen, siger Villy Søvndal.

Ønsket om at omlægge brugerbetalingen har længe været en mærkesag for partiets leder, Lars Barfoed, men mærkesagen er nu blevet til et valgløfte.

Han nævner som eksempel én, der skal behandles for paradentose og får at vide, at det koster 30.000 kroner.

De Radikales leder, Margrethe Vestager, erklærer sig 100 procent enig med sin konservative kollega.

- Det har provokeret os meget længe, at hvis din sygdom sidder i tænderne, så må du selv klare det, og du må tage et lån i huset, hvis det er nødvendigt, men hvis din sygdom sidder i kæben, så er det offentlige sundhedsvæsen åbent for dig, siger hun.

Ud over tandlægerne peger hun på det uretfærdige i, at der i dag er fuld brugerbetaling for behandling hos kiropraktorer og fysioterapeuter, mens lægebesøg er gratis.

- Vi har ikke noget ønske om mere brugerbetaling, men vi har et ønske om, at brugerbetalingen bliver mere social retfærdig, siger Vestager.

Hun mener, at det er et godt eksempel på konkrete politiske muligheder i den nye samarbejdsaftale mellem K og R.

/ritzau/

S og SF afviser forslag fra R om betaling for besøg hos lægen, så prisen for at gå til tandlæge bliver lavere.

Offentliggjort Sidst opdateret