Bevillingsreserve på 50 mio. kr. nyt mål

Den økonomiske hestekur i Lolland Kommune fortsætter mellem første- og andenbehandlingen af budgettet for 2011.
Budgettet blev godkendt ved førstebehandlingen i går, men målet er at finde yderligere omkring 20 millioner kroner, så der bliver en bevillingsreserve på 50 millioner kroner. Den er nu på 29,2 millioner kroner.
- Jeg håber, det lykkes, for alle ved jo, hvor let et budget kan skride, når der kommer uforudsete udgifter, men vi ser naturligvis også frem til den nye udviklingsaftale med regeringen. Den vil give os 50 millioner kroner hvert år i de kommende fire år, sagde borgmester Stig Vestergaard ved førstebehandlingen af budgettet i går.

Han kom direkte fra et møde med landets øvrige borgmestre og kunne fortælle, at stort set alle kommuner er i gang med massive besparelser, hvor lukning af skoler, plejehjem, daginstitutioner og svømmehaller indgår og hvor ældre i enkelte kommuner kun vil få gjort rent en gang om måneden.
- Der er virkelig tale om drastiske indgreb, men lokalt ser jeg frem til at vi som et enigt byråd kan indgå et budgetforlig, sagde Stig Vestergaard.

Budgetforslaget i Lolland Kommune rummer besparelser i det kommende år på 85 millioner kroner og 135 millioner kroner i 2012, og der er en budgetbalance på 4,3 milliarder kroner, men kassebeholdningen vil komme under pres og vil falde betydeligt i 2011, hvis der ikke sker en markant forøgelse af budgetoverskuddet.
---- Afleveringsfristen for politiske ændringsforslag er 2. oktober, men der bliver kun plads til meget små justeringer.

Erik Kjelgaard, Dansk Folkeparti, beklagede sig over, at hans partis tre byrådsmedlemmer har vanskeligt ved at orientere sig, fordi partiet ikke er repræsenteret i økonomiudvalget:
- I de mange år, jeg har deltaget i politik, har vi hvert år troet på, at budgettet holder, men tvivlen nager, og selv om vi alle bliver enige, stemmer vi måske på noget, vi ikke tror på, sagde han, og så undrede han sig i øvrigt over, at de godt 3,5 millioner kroner, som Lolland havde fået til en særlig indsats for de ældre, aldrig var kommet de ældre til gode og heller ikke kunne bruges af udvalget til at nedbringe besparelserne.

- Pengene er havnet i den store kommunekasse, og det er useriøst. Hvis jeg sad i ministeriet, som bevilgede pengene, og de var øremærkede, ville jeg ikke finde mig i det, men kræve pengene tilbage. Jeg kalder det uartigt, sagde Kjelgaard, som også rettede skytset mod SF for at have godkendt de 50 millioner i den nye udviklingsaftale. Da udviklingsaftalen sidst var til afstemning, stemte SF imod, fordi det var et for lille beløb. Den ny aftale har dog endnu ikke været forelagt byrådet.

Budgetforslaget for 2011 godkendt ved førstebehandlingen, men byrådet skulle gerne finde 20 millioner ekstra.

Offentliggjort Sidst opdateret