Billund Lufthavn vil have jernbane til byen
Står valget mellem en letbane eller en jernbane, så peger pilen på det sidste.
Det siger Billund Lufthavns direktør Kjeld Zacho Jørgensen til Ritzau.
- Man bliver koblet op på hovednettet på jernbanen. Det vil sige, at man kan sætte sig i toget i Aarhus eller i Odense og komme direkte til lufthavnen uden at skulle skifte over til en anden transportform, siger lufthavnsdirektøren.
- Jeg ved, at skal man skifte transportform, så mister man simpelthen nogle passagerer, lyder det fra Kjeld Zacho Jørgensen.
Debatten om en letbane eller en jernbane til Billund er blusset op, efter Dansk Folkeparti mandag kom med nye krav i forbindelse med forhandlingerne med regeringen og Enhedslisten om togfonden.
Dansk Folkeparti meldte således ud, at partiet ville have undersøgt, om banestrækningen til Billund Lufthavn skal bygges som en jernbane eller en letbane.
En letbane kan være med til at få passagererne hurtigere fra Vejle til Billund. Men det spiller ingen rolle i ønsket fra lufthavnen.
- Jeg tror ikke, at det drejer sig om at komme to eller fem minutter hurtigere frem. Det handler mere om regularitet - at man kan regne med, hvor lang tid det tager, siger Kjeld Zacho Jørgensen.
- Når man kender rejsetiden, starter du jo bare fem minutter tidligere hjemmefra, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned