Birthe Rønn er færdig som minister

- Birthe Rønn Hornbech ophører som integrationsminister og kirkeminister og udtræder dermed af regeringen.

Sådan lyder statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) konklusion på den redegørelse, han har fået fra sin nu forhenværende minister om unge statsløses indfødsret.

Samtidig meddeler Løkke, at han vil nu vil nedsætte en undersøgelseskommission, der skal se nærmere på sagen.

- Regeringen har i lyset af de mange spørgsmål, sagen har givet anledning til, imidlertid ud fra en samlet vurdering besluttet, at der bør gennemføres en uvildig undersøgelse af sagen, begrunder Løkke i sin pressemeddelelse.

Fyringen af Rønn er kulminationen på et længere forløb, hvor integrationsministeren efter dagbladet Informations afsløringer af de konventionsstridige afslag er kommet under stigende pres.

Rønn har erkendt, at hun på et tidligt tidspunkt blev bekendt med fejlene. Og hun har fremstillet sig selv som kvinden, der opdagede fejlene og begyndte at rette op på dem.

Den forklaring fik dog et alvorligt skud for boven, da anonyme embedsfolk fra ministeriet sagde, at de allerede i 2008 advarede hende om, at noget var galt. Men hun overhørte dem og fortsatte praksis.

/ritzau/

Lars Løkke bekræfter, at Birthe Rønn Hornbech stopper som integrations- og kirkeminister.

Offentliggjort Sidst opdateret