Der er personlige breve på vej til mellem 400 og 500 børn, unge og voksne, der er født her i landet og har statsløse palæstinensere som forældre.
Politiken skriver, at brevet er fra Integrationsministeriet, som fortæller dem, at de nu kan søge dansk statsborgerskab.
- Vi opfordrer dem til at søge, og hvis de opfylder betingelserne, så får de dansk statsborgerskab, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til avisen.
Knap 100 af de unge er over 21 år, og egentlig falder de uden for de særligt gunstige regler for statsløse. Men de får også mulighed for statsborgerskab på grund af en mangeårig fejl i Integrationsministeriet, mens de var under 21.
Birthe Rønn Hornbech skærer dermed igennem de seneste ugers usikkerhed om skæbnen for de statsløse palæstinensere, der de seneste godt ti år har været forhindret i at få det danske statsborgerskab, som de efter to særlige FN-konventioner næsten har automatisk ret til.
Det skyldes en fejlagtig administration i Integrationsministeriet siden 1999.
- Det er jo ubegribeligt, at en sådan fejl kan ske. Men nu får alle statsløse palæstinensere, der er berørt af fejlen, en bedre behandling, end de ellers ville have fået.
- Hvis alt havde været efter bogen, så skulle de selv have søgt. Nu gør vi dem i et brev aktivt opmærksom på, at de kan søge dansk statsborgerskab. Vi laver et opsamlingsheat, siger integrationsministeren til Politiken.
Birthe Rønn Hornbech siger, at ministeriet ikke er kommet tættere på en forklaring på, hvordan fejlen kunne ske:
- Det er en undladelsessynd, og jeg kunne næsten ikke tro på det, da det dukkede op. Jeg tvivler desværre på, at vi får den opklaret, siger hun til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned