Biskop: Alternativ præsteuddannelse løser ikke præstemangel

Om ti år vil flere præster være gået på pension, end der vil være uddannet nye, viser fremskrivning ifølge biskopper. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Alternativ præstevej er ikke kirkens redning, siger biskop. Minister ser den heller ikke som "magisk løsning".

Offentliggjort Sidst opdateret

Manglen på præster i folkekirken kan ikke løses med den såkaldte paragraf 1a-ordning, som tidligere kirkeminister Louise Schack Elholm (V) ellers satte "sin lid til".

Det konkluderes i et referat fra årets første bispemøde mellem landets biskopper, der fandt sted i den første uge af januar.

Her orienterede biskop Henrik Wigh-Poulsen fra Aarhus Stift om status på præstemanglen og den alternative ordning.

Paragraf 1a-ordningen er en af to alternative veje til at blive præst. Her får ikketeologiske kandidater mulighed for at tage et teologisk uddannelsesforløb, så de kan ansøge om præstestillinger.

Men selv om cirka 600 personer har ansøgt om at uddanne sig gennem ordningen, er der blot optaget 18 på Aarhus Universitet og 20 på Københavns Universitet, fremgår det af referatet.

- Det er ikke folkekirkens redning. Lad mig sige det på den måde, siger Henrik Wigh-Poulsen, der savner en mere "bredspektret tilgang" til præstemanglen.

Han peger på flere udfordringer ved paragraf 1a-ordningen, som han dog stadig mener "lige skal løbes i gang".

Blandt andet er de studerende afhængige af tomme pladser på den ordinære teologiuddannelse. Derfor er ansøgningstallet langt højere, end antallet af studerende, der er blevet optaget.

Desuden skal de studerende finansiere uddannelsesforløbet.

I februar 2023 havde Louise Schack Elholm store forventninger til paragraf 1a-ordningen, som hun nævnte, da Kristeligt Dagblad spurgte, hvad hun ville gøre ved præstemanglen.

- For mig er det først og fremmest paragraf 1a-uddannelsen, som jeg sætter min lid til, og jeg synes, den er blevet taget umanerligt godt imod, lød det blandt andet til avisen.

Henrik Wigh-Poulsen mener, at der var tale om "politisk optimisme" og kalder det "meget naturligt, at en ny minister har det".

I dag er det Morten Dahlin (V), der sidder for bordenden i Kirkeministeriet.

Han siger i en skriftlig kommentar, at der mangler arbejdskraft i Danmark, og det mærker folkekirken også.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at så mange søger ind på paragraf 1a-ordningen. Men jeg har allerede sagt, at jeg ikke ser den ordning som en magisk løsning på problemet.

- For ingen kan løse det her med et fingerknips, det må stå klart for de flest, siger Morten Dahlin.

Videre lyder det, at han er åben for alle idéer, da det er nødvendigt at "tænke kreativt".

Ifølge Henrik Wigh-Poulsen blev biskopperne på bispemødet præsenteret for en fremskrivning, der viser, at 750 præster om ti år vil være gået pension, men der vil kun være uddannet 420 nye præster på de ti år.

- Hvis vi skal være folkekirke i hele landet, og det skal vi jo, så kan vi hvert fald ikke undvære flere præster, end vi har, som det er nu, siger han.

/ritzau/