Blå blok er klar til at fjerne krav om nye almene boliger
Københavns overborgmester frygter, at hovedstaden bliver "et rent VIP-projekt", hvis krav i planloven fjernes.
Samtlige partier i blå blok vil ændre planloven, så kommuner ikke længere kan kræve, at hvert fjerde nye boligbyggeri skal være et såkaldt alment boligbyggeri.
Det skriver Berlingske.
Det er boliger, som er opført med økonomisk støtte fra kommunen, og som lønmodtagere med almindelige indkomster kan betale.
- Vi har ikke noget imod almene boliger. Vi har noget imod, at man reelt eksproprierer. At man sådan uden videre kan tage 25 procent af andres jord, siger Hans Kristian Skibby, Dansk Folkepartis erhvervsordfører, til Berlingske.
Det var den tidligere SR-regering, der fik indført kravet i planloven for at sikre flere billige boliger i landets største byer.
Ifølge Berlingske er den gennemsnitlige kvadratmeterpris i nogle af Københavns nyere bydele helt op til 54.000 kroner.
Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), frygter, at hovedstaden kun bliver for de rigeste, hvis kravet om almene boliger bliver fjernet.
- Hvis regeringen og Dansk Folkeparti som varslet afskaffer 25-procent-kravet i planloven, har vi ingen muligheder for at sikre boliger i København, som almindelige indkomster kan betale - så bliver København et rent VIP-projekt. Og det vil i mine øjne være sørgeligt, siger Frank Jensen til Berlingske.
Liberal Alliance og De Konservative bakker ligesom Dansk Folkeparti op om at sløjfe kravet i planloven, og ifølge Berlinske kilder vil regeringen gå langt for også at få Socialdemokraterne med i aften.
Men det kommer ikke til at ske, siger Morten Bødskov, der forhandler på sit partis vegne om justeringer i planloven.
Københavns Kommune har regnet sig frem til, at der for at imødekomme befolkningstilvæksten i byen, skal bygges 45.000 nye boliger frem mod 2027.
Forhandlingerne om den nye planlov fortsætter efter planen i næste uge.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet