Blå blok forhandler lavere bilafgifter på finansloven
Foto: Jens Dresling/POLFOTO/Arkiv
Jens Dresling/POLFOTO
Finansloven for 2016 kan indeholde en nedsættelse af afgiften på særligt de dyreste biler, viser notat.
Mens forhandlingerne om næste års finanslov står på, viser et internt forhandlingsnotat udarbejdet af henholdsvis Skatteministeriet og Finansministeriet, at en sænkelse af bilafgiften på større biler er en brik i forhandlingerne. Det skriver Jyllands-Posten.
Regeringsnotatet viser, at en reduktion af registreringsafgiften fra 180 procent til 140 procent af den afgiftspligtige værdi, der overstiger 82.800 kroner, vil koste 475 millioner kroner i 2016, når man medregner, at lavere afgifter betyder køb af flere og større biler.
På lang sigt falder tabet af provenu til 275 millioner kroner årligt.
Lavere registreringsafgifter er et hovedkrav fra Liberal Alliance til finansloven for 2016, og partiet håber, at lavere bilafgifter ender med at blive en realitet.
- Det er en vigtig prioritet for os at få sænket registreringsafgiften. Det har gavnlige effekter og koster ikke særligt meget, siger finansordfører Ole Birk Olesen (LA) til Jyllands-Posten.
Han ønsker dog ikke at kommentere de igangværende forhandlinger eller regeringens notater.
I notatet har regeringen udelukkende regnet på modeller, hvor man sænker registreringsafgiften på biler, der koster mere end knap 170.000 kroner.
Det svarer til 82.800 plus en registreringsafgift på 105 procent og betyder, at "afgiftsnedsættelserne bliver størst for de dyreste biler", hedder det i notatet.
Dansk Folkeparti er åben over for en lavere registreringsafgift.
Finansministeren vil ikke over for Jyllands-Posten kommentere igangværende forhandlinger, men Venstres finansordfører, Jacob Jensen, siger:
- Der er rigtig mange brikker på bordet i forhandlingerne om finansloven, men jeg vil hverken af- eller bekræfte enkelte elementer.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned