Blå blok til nye forhandlinger hos Corydon

Den borgerlige opposition - minus Liberal Alliance - skal tirsdag eftermiddag til endnu en runde forhandlinger om næste års finanslov.

Offentliggjort Sidst opdateret

På programmet er forhandlinger om især fedt- og sukkerafgifterne, der - deres forholdsvis korte levetid til trods - ikke kan mønstre en eneste støtte blandt Folketingets partier.

Afgifterne skæpper gevaldigt i statskassen - omkring 2,5 milliarder kroner - så selvom der er enighed om at fjerne dem, så skilles vandene, når det gælder om at hente de mange penge hjem ad anden vej.

Regeringen har foreslået hullet lukket ved at hæve bundskatten og fastfryse personfradraget - forslag, som Dansk Folkeparti stiller sig skeptisk over for, men som partiet omvendt heller ikke har afvist.

Da Venstre og De Konservative i sommer forhandlede en skattereform på plads med regeringen, var spørgsmålet også oppe og vende, men her kunne parterne ikke blive enige om finansieringen.

Begge sider af folketingssalen er ansvarlige for afgifternes eksistens. Den daværende borgerlige regering indførte fedtafgiften, mens den siddende S-R-SF-regering sidste år stod fadder til afgiften på sukkerholdige fødevare, der omfatter alt fra slik til glas med syltede asier.

Med indkaldelsen af den blå blok til en ny omgang officielle forhandlinger om dele af finansloven, er der endnu engang sparket liv i processen, der gerne skulle have fundet sin konklusion senest på søndag.

Enhedslisten har de seneste dage holdt tæt kontakt med regeringen, uden at der dog har været officielle forhandlinger.

Også Enhedslisten vil af med fedt- og sukkerafgifterne, og partiet har blandt andet peget på at finansiere afskaffelsen gennem topskatten.

/ritzau/