Blå partier åbner for alliance med De Radikale
Hvis blå blok skal kunne danne regering efter næste folketingsvalg kan en alliance med Moderaterne og De Radikale blive nødvendig. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Flere borgerlige partier siger, at de ikke vil afvise en regering med Moderaterne og De Radikale.
Flere partier i blå blok åbner for muligheden for en centrum-højre-regeringskonstellation med De Radikale.
For eksempel siger formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, at partiet ikke vil udelukke, at Nye Borgerlige kan komme til at lægge stemmer til De Radikales eller Moderaternes deltagelse i en regering efter et kommende folketingsvalg.
- For os handler det om det politiske indhold, og vi udelukker ikke nogen partier, siger hun til Berlingske søndag.
Hvad angår De Radikale betoner Vermund særligt fællestræk på fordelingspolitikken som et sted, hvor partierne bør kunne samarbejde.
Dog peger Pernille Vermund på, at Nye Borgerlige ikke kan acceptere, at De Radikales udlændingepolitik afspejler sig i et potentielt regeringsgrundlag.
- Det handler jo i høj grad om forståelsen af, at den migration, der kommer til Danmark, særligt fra de muslimske lande, hverken er god arbejdskraft eller folk, der i høj grad er lovlydige borgere. Den erkendelse er jo ikke nået ind i Radikale Venstre, siger hun til Berlingske.
Pernille Vermunds udmelding kommer, efter Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, i et interview med Politiken inviterede De Radikale med ind i en måske kommende centrum-højre-regeringskonstellation.
Også Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt giver overfor Berlingske udtryk for, at partiet i "en nødsituation" vil kunne agere støtteparti for en borgerlig regering med De Radikale.
Og heller ikke Danmarksdemokraterne kan afvise, at De Radikale kan ende som støtteparti for en borgerlig regering efter et valg.
Sådan lyder det søndag fra Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen, skriver Berlingske.
- Vi har kun ét ultimativt krav, og det er, at vi vil have en borgerlig statsminister og dermed komme af med Mette Frederiksen, skriver Susie Jessen til avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned