Blot to irakere søgte asyl i Danmark i sidste uge
Der er registreret 56 asylansøgere i Danmark den seneste uge. Heraf var kun to fra Irak og fem fra Syrien.
Antallet af registrerede asylansøgere har nu i flere uger ligget under 100 om ugen. Således er der den seneste uge 56 personer, der har søgt asyl i Danmark.
Det viser den seneste opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Fem af dem kom fra Syrien, mens blot to personer kom fra Irak. Derudover søgte 11 afghanere asyl i Danmark, mens de resterende 38 ansøgere kom fra det, ministeriet kategoriserer som "øvrige lande".
Siden den midlertidige kontrol ved den dansk-tyske grænse trådte i kraft 4. januar, har Udlændinge- og Integrationsministeriet dagligt offentliggjort en opgørelse over asylansøgninger.
Opgørelsen er baseret på registreringer i politiets system, Polsas. Tallene er foreløbige og forbundet med usikkerhed, da der løbende sker efterregistreringer.
Danmarks grænsekontrol udløber torsdag, men regeringen kan vælge at forlænge den igen - hvilket i givet fald ville være syvende gang.
De 28 EU-lande gav på et møde 12. maj grønt lys til, at Danmark og fire andre Schengen-lande kan forlænge deres grænsekontrol i seks måneder. Indtil videre har Danmark kun forlænget kontrollen med cirka en måned hver gang.
EU fastholder dog, at grænsekontrollen kun er et midlertidigt tiltag på grund af den ekstraordinære situation ved de ydre grænser i Schengen-samarbejdet.
Kontrollen kan ifølge Schengen-reglerne i yderste tilfælde forlænges med op til to år fra starttidspunktet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde