Bock: Jeg var kun SF'er i kort tid

Det var ikke alt, der var nyt for Mette Bock, da hun torsdag blev præsenteret som folketingskandidat for Liberal Alliance. For den tidligere chefredaktør for JydskeVestkysten og programdirektør for DR har også forsøgt at blive valgt til Folketinget for SF og de Radikale.

Og det ser hverken hun selv, eller hendes lillebror, partileder Anders Samuelsen, et problem i.

- Min periode i SF var relativ kort. Jeg skrev Lilli Gyldenkildes erindringer og havde meget stor respekt for hende. Hun spurgte, om jeg havde lyst til at stille op i Horsens efter hende, da hun gik til EU-Parlamentet. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var en misforståelse, siger Mette Bock og forklarer hendes videre politiske færd: - Så flyttede jeg tilbage til min families parti, nemlig De Radikale. Men det, som der er sket hos De Radikale, de sidste 10 år gør, at jeg befinder mig bedst hos Liberal Alliance. Spørgsmål: Men tror du godt, vælgerne kan forstå, at du nu forsøger at komme i Folketinget for det tredje parti? - Ja, for jeg tror, der er mange mennesker i Danmark, der har bevæget sig politisk gennem deres liv. Partiforskelle sløres også på mange måder i vore dage, og derfor er det naturligt, at vi har flere vælgervandringer. I mit hjerte har jeg mange af de samme grundholdninger, som jeg havde, da jeg var ung, siger Mette Bock.

Anders Samuelsen finder vandringen helt naturlig.

- Jeg tror, det var Churchill, der sagde, at hvis man ikke er socialist som ung, så har man ikke noget hjerte, og hvis man ikke er klassisk borgerlig, når man bliver ældre, så man har ikke nogen hjerne, siger Anders Samuelsen.

Mette Bock forsøger at komme i Folketinget for Liberal Alliance. Tidligere har hun forsøgt for SF og de Radikale. - Jeg var kun SF'er i kort tid, forklarer hun.

Offentliggjort Sidst opdateret