Bødskov: Orientering om agenter er nybrud

Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix

Justitsminister Morten Bødskovs (S) forsøg på at imødekomme kritikere af PET's brug af civile agenter bliver kaldt alt fra en "halvhjertet omgang" til "indholdsløst" af eksperter og oppositionspolitikere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Morten Bødskov fastholder dog, at forslaget om mere kontrol med PET-agenter vil få afgørende betydning for Folketingets særlige kontroludvalgs mulighed for at følge med i efterretningstjenestens arbejde.

- Vi mener, at Folketingets kontroludvalg kan få en årlig udførlig underretning om, hvor agenterne har været anvendt, og også mulighed for at spørge ind til det.

- Det vil være et nybrud i forhold til kontroludvalgets arbejde, siger Morten Bødskov på et åbent samråd i Folketingets retsudvalg om PET og anvendelsen af civile agenter.

Justitsministeren har forsøgt at komme kritikken af lukketheden omkring PET's civile agenter i møde ved at foreslå, at kontroludvalget årligt skal have en orientering om agentvirksomheden.

- PET's vide beføjelser skal følges af nye kontrolmuligheder. Jeg synes, at det nye arbejde er med til at få tingene i balance, forklarer Morten Bødskov på samrådet.

Men forslaget om en årlig orientering til fem tavshedsbelagte folketingsmedlemmer ligner et forsøg på at undgå større forandringer omkring de civile agenter, mener tidligere operativ chef i efterretningstjenesten, Hans Jørgen Bonnichsen.

- Det var jo noget, man kunne løfte ind i den nye PET-lov, men det er som om, at man med det her prøver at give en lille luns af kødet, og så håber man på, at man kan undgå en lovgivning om PET's brug af agenter, siger han.

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen mener, at justitsministerens forslag er varm luft.

- Det er et forslag om at gøre noget, som justitsministeren allerede kan gøre i dag. Reelt er det indholdsløst.

- Jeg antager, at der eksempelvis er givet en orientering i sagen om Morten Storm. Derfor er der intet nyt i det, justitsministeren foreslår, siger han med henvisning til danskeren, der er stået frem som hemmelig agent for PET.

ritzau/