Bødskov: Store problemer med EU's asylsystem

Det fælles værktøj skal bruges til at reparere og vedligeholde det europæiske asylsystem, der i dag ikke bare har ridser i lakken, men også buler og deciderede huller i skroget.

- Der er store problemer, som der skal tages fat på. Nu er afsættene taget, og så skal vi i gang med at konkretisere, siger justitsminister Morten Bødskov (S).

Værst står det til i Grækenland, hvor mere end 60.000 illegale indvandrere sidste år krydsede grænsen og trådte ind i EU. Særligt den græsk-tyrkiske grænse er et populært sted for immigranterne.

- Det her er en helt ekstraordinær situation med et usædvanligt stort pres i Grækenland, og vi kan se, at hvis vi ikke i fællesskab får afværget det pres, så går det hen og bliver et stort problem for hele det europæiske fællesskab, fastslår Morten Bødskov.

De massive flygtningestrømme har fået det græske asylsystem til at bryde sammen, fordi der simpelthen ikke er kapacitet til at håndtere de tusinder af personer, som søger opholdstilladelse.

- Med et system, der reelt er brudt sammen, er det umuligt at skille dem fra, der ikke har grundlag for ophold, og tage imod dem, der reelt har brug for det.

- Det er også umuligt at få sat effektivt ind over for ulovlig indvandring, som jo påvirker hele vores europæiske samarbejde, siger Morten Bødskov.

Fra blandt andet Grækenland fortsætter strømmen af illegale indvandrere op gennem Europa. Men bliver en person, som ulovligt er kommet ind i EU via Grækenland, tilbageholdt i Danmark, så skal vedkommende tilbage til den sydeuropæiske østat.

Det lægger et unfair pres på grækerne, mener kritikere.

Men reglen bliver ikke lavet om, konstaterer Morten Bødskov.

- Vi betragter endegyldigt den diskussion for død. Den vej er der ikke stemning for at gå.

/ritzau/

EU's justitsministre er torsdag blevet enige om at finde en værktøjskasse fuld af redskaber frem.

Offentliggjort Sidst opdateret